Houlbjerg

- en by for dig og mig!

Houlbjerg er en lille by beliggende i et naturskønt område og med kort afstand til det der er vigtigt. Der er 35 minutter i bil til Århus, 20 minutter til Randers og kun ca. 3,5 km til nærmeste tankstation og købmand. Børnehave og skole ligger også kun ca. 3,5 km væk, hvortil skolebus og almindelig bus kører dagligt.

 

 

 

 

Byen tilbyder et hyggeligt landsbysamfund med egen lille idyllisk kirke og et rummeligt forsamlingshus, hvor der flere gange årligt arrangeres sociale arrangementer drevet af byens borgere.

Byen har også sin egen flagallé som bruges til markering af mærkedage samt til fejring af diverse begivenheder, såsom konfirmation og andre festlige lejligheder.

Et udpluk af arrangementer kan nævnes: dilettant, fællesspisning, sommerfest (hvor mere end 200 deltager), juletræ og julebanko. I alt laves der mere end 10 arrangementer pr. sæson.

Forsamlingshuset kan huse op til 125 gæster og bliver flittigt brugt til byens arrangementer samt til private formål. Eksempler på anvendelse er gymnastik og dilettant, ugentlig kortspil (whist) og borgerforeningens arrangementer for borgerne.

Til byen er tilknyttet et idrætsanlæg med flere fodboldbaner, som flittigt bliver brugt. Rundt om hjørnet ligger en specialskole og nærliggende legeplads, som er offentligt tilgængelig for børn og voksne, som ønsker at strække benene. Omkring en kilometer fra centrum af byen findes Houlbjerg skov, som byder på god stemning eller mulighed for en lille spadseretur eller løbetur.

Houlbjerg kirke er fra det tolvte århundrede og i sommeren 2010 fik den en opfriskning, så den nu igen fremstår ung og nydelig. Kirken afholder flere forskellige arrangementer i løbet af året lige fra opera til normale gudstjenester.

 


 

Houlbjerg – en by der venter på dig!

Vidste du at Houlbjerg har en hjertestarter? den forefindes bag forsamlingshuset!